Behandling af kræftsygdomme med dendrit-celler
Generelt vedrørende kræftbehandlinger
Lægevidenskaben har udviklet forskellige behandlingsmuligheder til bekæmpelse af kræftsygdomme, der kan anvendes enkeltvis eller i kombination med hinanden.
Immunterapi ved kræft
Ved mange kræftsygdomme, især i fremskredne stadier, sættes der fokus på at udvikle nye behandlingsformer på grund af standardbehandlingerne desværre ikke altid har tilstrækkelige effekt. Her er især interessen for immunterapier øget i de sidste år.
Immunsystemet er sammensat af mange forskellige substanser og celler, der på baggrund af forskning og studier er blevet gjort mulige at anvende som værktøjer mod sygdomme.
Det er langt fra alle vekselvirkninger i selve immunsystemet og i menneskekroppen, der er kendte, men alligevel kan lægemidler, der benytter sig af immunologiske principper opnå en godkendelse:
- Første godkendelse af en antistofbehandling ved kræft: Trastuzumab / Herceptin® ved metastaserende mammakarcinom og en overekspression af Her2/neu (USA, 1998)
- Første godkendelse af en vaccine til forebyggelse af livmoderhalskræft med HPV-vacciner
Gardasil® (USA, 6/2006) og Cervarix® (Australien, 5/2007);
(Nobelprisen i medicin i 2008 blev tildelt Harald zur Hausen for påvisning af årsagen til livmoderhalskræft skyldtes humane papillomvira - Første godkendelse af en autolog cellulær immunterapi med dendrit celler til behandling
af hormonrefraktært prostatakarcinom: Sipuleucel-T / Provenge® (USA, 4/2010)
(Nobelprisen i medicin i 2011 blev tildelt Ralph M. Steinman for opdagelsen af dendritceller og deres rolle i den adaptive immunitet)
Immunterapi med dendritceller
Immunsystemet hjælper mennesket med at forblive sundt, idet det identificerer og dræber sygdomskilder som bakterier og vira, men også kræftceller. Man har i nogen tid vidst, at såkaldte antigenpræsenterende celler er nødvendigefor at opdage fremmedlegemer (antigen). Disse antigenpræsenterende celler gør immunsystemet opmærksom på den uvedkommende indtrænger og aktiverer andre immunceller til at bekæmpe indtrængeren på forskellige måder.
Til de vigtigste antigenpræsenterende celler hører dendritceller. De har grenlignende celleudløbere (gr. dendron = træ), med hvilke de søger efter fremmedlegemer med på deres vej gennem lymfe og blodet.
Kræftceller adskiller sig fra sunde celler. Denne forskel, dette omfang af "fremmed" udnytter man i immunterapien til at bekæmpe kræften med ved hjælp af kroppens egne antistoffer.
De Langerhans-celler, er antigenpræsenterendeceller i huden, og har vist deres nytte i de klassisk forebyggende vaccinationer. I blodet forekommer der kun antigenpræsenterende celler i meget ringe mængde som dendritceller. De er beskrevet af Steinman og Cohn 1973 (Nobelprisen i medicin i 2011 til R. M. Steinman).
Ud over muligheden af at isolere dendritceller fra blodet eller knoglemarven i lav mængde kan de produceres fra deres forgængere i blodet, monocytterne. Den første påvisning af deres oprindelse fra den myeloide række gjorde det muligt at udtage større mængder af antigenpræsenterende celler på nem vis (Peters et al. 1987).
Ved immunterapi med dendritceller indsamles der en undergruppe af patientens hvide blodlegemer, kaldet monocytter, enten ved en almindelig blodprøve eller ved en leukafrese . I clear rooms laboratoriet uddifferentieres disse monocytter ved hjælp af cellulære signalstoffer (cytokiner, vækstfaktorer) til antigen præsenterende celler, de monocytære dendritceller.
Så længe de stadig er umodne dendritceller, kan de indskoles/oplæres til at blive opmærksomme på kræften, idet de eksempelvis bringes i kontakt med tumorcelle-lysat (dræbte tumorceller) eller kendte tumorantigener, såkaldte peptider. De umodne dendritceller kan optage, fagocytere tumorantigener, tumorlysater og efterfølgende, på deres overflader, præsentere immunsystemet for tumorens vigtige karakteristika. Denne proces kaldes priming. Derudover er dendritceller også i stand til at optage tumorantigener i patientens krop og kan aktiveres ved hjælp af cellulære signalstoffer.
Afhængigt af patientens individuelle situation og egenskaberne for hans/hendes tumor fastlægges stimuleringsprotokollerne individuelt for den enkelte patient.
Efter 7 dages forløb tilbagegives de nu oplærte/indskolede og aktiverede dendritceller til patienten i form af en vaccination i huden eller en vene. Eventuelt gives også en lokal immunologisk stimulering med cellulære signalstoffer, da immunrespons i visse tilfælde kan styrkes herved.
Bivirkninger
Immunterapeutika kan have bivirkninger, ligesom alle andre lægemidler. Selvom datamængden for disse relativt nye behandlinger er ret lille og derfor ikke giver mulighed for helt så præcise udsagn, som ved behandlinger, der har været i brug længere tid, så kan man dog med de tiltagende kliniske erfaringer og et større antal publicerede undersøgelser foretage visse vurderinger.
Influenzaagtige symptomer, som feber, kuldegysninger, træthed samt rødme, hævelse og kløe på selve vaccinationsstedet forekommer ret hyppigt. Sådanne reaktioner forsvinder som regel inden for kort tid, uden at de kræver behandling. Ellers kan de som regel let behandles med febernedsættende, antiallergiske eller smertestillende lægemidler.
Andre bivirkninger kan være afhængig af tumorens lokalisation og art. Sjældne bivirkninger, der ved selv konstatering eller offentliggjort af andre arbejdsgrupper, kan være: Kvalme, diarré, opkast, reaktivering af en bestående autoimmunsygdom, rheumatoid artritis, trombocytopenier, anæmier samt uønskede virkninger, der principielt kan forekomme ved alle injektioner og infusioner.
I det hele taget må det siges, at de hyppigste bivirkninger fra cellulære immunterapier efter de hidtidige erfaringer opstår umiddelbart efter indgiften.
Opremsningen af bivirkningerne på denne webside gør ikke krav på at være fuldstændig, og nye, endnu ukendte bivirkninger kan heller ikke udelukkes.
I den direkte læge-patient-samtale bør arten og varigheden af mulige, almene og individuelle bivirkninger også drøftes i forhold til den behandlingsmæssige fordel, man håber på at opnå.
Kontraindikationer
Da der ikke foreligger erfaringer vedrørende behandlinger med dendritceller under svangerskab, er et eksisterende svangerskab et udelukkelseskriterium. Hvis laboratorieværdierne viser meget lave celletal i blodbilledet, er det ikke muligt at indsamle tilstrækkelig mange monocytter. Andre sygdomme, så som autoimmunsygdomme, kan være udelukkelseskriterier og kræver en individuel risikovurdering under samtalen mellem læge og patient.
Opremsningen her gør ikke krav på fuldstændighed.
Behandlingens varighed
Behandlingen gennemføres som regel som en basisimmunisering fire gange med et interval på 4 til 5 uger. Hvis det ved behandlingen ikke fører til svind, nedbrydning af tumoren kan månedlige vaccinationer frem til fuldstændigt tumorsvind anbefales. Ved succes kan det yderligere være en god idé med efterfølgende vaccinationer med et interval på tre og seks måneder.
Omkostningerne
Efter vores erfaring betaler nogle private sygeforsikringer for behandlingerne, men mange afviser at påtage sig omkostningerne. I enkelte tilfælde er det retsligt konstateret, at private sygeforsikringer har pligt til at betale.
De lovbestemte(tyske) sygekasser dækker som regel ikke omkostningerne, selvom den tyske sociallovgivning V under bestemte forudsætninger har en fastslået betalingspligt (Sozialgesetzbuch V, lovtillæg af den 01.01.2012 § 2, stk. 1a).